I dag søndag d. 21. januar er det “international store krammedag”. Det var en amerikansk præst, som i 1986 introducerede denne dag. Og måske er der mere end nogensinde brug for at kramme – i hjemmet, på jobbet – og ikke mindst i trafikken! Mig-kulturen hersker i stor stil – med fare for alles liv og lemmer…

Du er nemlig ikke, som du måske tror, verdensmester i trafikken. Og du “krammer” alt for sjældent der. Både billister og cyklister fejler, og kampen mellem dem er intens på den sorte asfalt. Med fare for alles liv og lemmer! Og er du fodgænger, er du fortabt i denne kamp.

Hvem gør hvad?
Nu bliver jeg nok uvenner sådan cirka med halvdelen af befolkningen, men jeg vover alligevel pelsen. Cyklisterne styrer! Der gælder kun få lovregler for cykel-trafikanterne, mens bøder og klip i kortet står i kø for billisternes vedkommende. Senest forslaget om brug af mobil under bilkørslen, som jeg også helt klart mener skal give et klip i kortet. Så kære læsere: Ja, billister laver et utal af dumme forseelser, men her falder hammerene så til gengæld også prompte og hårdt! Og ja, billister har højere fart – men cyklister er nu en gang langt mere sårbare i trafikken. Så hvorfor kører de så, som de ofte gør?

Er der ingen regler?
Biler skal stoppe for rødt lys, blinke, når de skal dreje eller skifte vognbane m.m. Cyklister viser kun af sådan cirka hver 20. gang. Og disse laissez faire-agtige tilstande fortsætter: Telefonen bliver flittigt brugt med bare én hånd på styret og næsen i mobilen, man drejer da også lige pludselig bare, kører gerne over for rødt, krydser da gerne fire vognbaner uden at se sig for, fylder op midt ude i vejkryds og gerne foran bilerne ved rødt lys, kører uden lygter og reflekser og er generelt i adfærd ofte helt uden hensyn til andre i trafikken – incl. sine med-cyklister. De nye, brede “cykel-boulevarder”, som der er lavet mange af, er reelt farlige stier. Der foregår synligt i myldretiden reelle racerløb med mange interne cyklist-ulykker til følge. Her “krammer” man bestemt ikke. Her vinder den stærkeste.

Hvorfor?
Jeg har for længst opgivet at være cyklist i København. Jeg vurderer, at det simpelthen er for farligt. Som billist sidder jeg til gengæld hver dag i alarm-beredskab under kørslen. Ufattelig mange gange har adrenalinen pumpet i kroppen, når en cyklist igen har lavet ego-akrobatik midt på en befærdet vej eller på de små, fredelige villaveje, hvor højre vigepligt og hajtænder åbenbart heller ikke eksisterer i mange cyklisters verden. Man tonser da bare derudaf i høj fart.

Jeg har meget svært ved at forstå, at mange (ikke alle) cyklister tør køre så uhensigtsmæssigt. De ER de svage i trafikken – og går det galt, kan det gå grueligt galt.

Kram nu!
Nutidens mig-kultur hersker i udpræget grad i trafikken. Det må være på tide igen at lære at vise hensyn – og “kramme hinanden” også i trafikken. Man kan blive helt høj, når man møder en cyklist, der faktisk viser tegn. Ja man får helt lyst til at give tommelfinger op, når det sker. Også når en med-billist giver plads, kan man blive helt glad. Men det er desværre stadig undtagelserne. Kan det være meningen, at der er så langt imellem de oplevelser? Så til os alle: Kram nu hinanden også i trafikken – så går det hurtigere for alle – og dagen er reddet. I bogstavelig forstand….