Træk ikke ”jeg-er-gammel”-kortet – endnu!

UPS! 1 marts: Den første forårsdag i den første forårsmåned! Det spæde solskin, der luner igen, fugle-kvidder, spirende blomster – har altid elsket min fødselsdag! Men i år! 60 år gammel! What! Mig?! Helt uforklarligt OG uforståeligt.

Da jeg var barn var 60 år urgammelt! Gamle mænd i brune slippers, vest og altid det kedelige, mørke tøj… Og madammer i Dalle Valle kitler og tørklæde om hovedet (hat om søndagen)… DET var gammelt! Og det virkede, som om der var mange af dem – dengang (de var nok slet ikke 60 endnu – de så bare gamle ud, syntes vi…). Ser de unge også sådan på mig nu?

Jeg er IKKE gammel – kun midaldrende (eller hvor går lige skellet?). Jeg træner hardcore tre gange om ugen, har en blomstrende PR-virksomhed, er i gang den udslagne dag (tager kun en ”morfar” indimellem) – kort sagt: Jeg er i fuld vigør…. Men 60 år! Som kvinde trøster jeg mit spejlbillede med, at mange af de kvindelige super verdensstjerner (Meryl Streep m.fl.) faktisk er ældre end mig – og de ser stadig fantastiske ud (photoshop af fotos?). Mit spejlbillede photoshopper desværre ikke – der ER kommet dybere rynker, lidt poser under øjnene osv…

Men værst af alt – jeg er begyndt at ”kokettere” lidt med mit alderstrin: Ha ha – ”jeg er gammel”, hører jeg mig selv sige på tidspunkter og håber, at modtageren selvfølgelig siger: ”Nej, nej, du er da slet ikke gammel!” Det sker gudskelov stadigvæk – men der bliver længere og længere mellem snapsene. Og hvorfor siger jeg det?? For at slippe for noget? Koketteri, for at høre én sige, at det ikke passer? Eller for mentalt at forberede mig selv på udviklingen? For at opnå en slags sympati? Eller for at slippe for de ting, jeg ikke længere tør: Gå alene i mørke, rulle på rulleskøjter, bungy jumpe og andre udfordringer? Jeg ved det ikke – men jeg gør det indimellem: Trækker ”jeg-er-gammel-kortet”.

Men erfaring har jeg da – det er en god ting. Men der er en bagside: Verden omkring mig er i min optik blevet mere nærværende og farlig. Og med erfaring følger desværre også: Det kan ske! Det ved jeg! Alverdens farer synes mere og mere at lure på min tilværelse, og jeg har ikke længere den ungdommelige naivitet og tro på, ”at det nok skal gå”. Bevares, nogen gange lykkes det mig at overtale mig selv til at tro det – men oftere ikke! På den gode side af erfaring er der bevidstheden om, hvad jeg kan og står for. Der er ikke plads mere i mit liv til at please og behage som før – nu er det direkte tale og lige på snak. Jeg tror også, at jeg er blevet lidt skarpere – men også skrappere med årene (?) Det er en faktisk en ok følelse!

Så jeg er altså på mange måder ved at blive halvgammel (der var det rigtige udtrykJ) Danskernes gennemsnitlige levealder (og kvinderne fører stadigvæk) er blevet udvidet med årene. Så jeg har da forhåbentlig mange gode år endnu i mig – men jeg går altså ikke i begyndelsen af den lange livsbane – snarere lidt over midten. Så jeg tillader mig nu indimellem alligevel at trække ”jeg-er-gammel-kortet”, når det passer mig. Eller skal jeg lade være? Hvad synes du?

Foto: Min elskede, dejlige farmor, som blev 98 år! Her er hun omkring de 60 år.

Skriv et svar

×